Netgiraf ApS » Print


Klargøring af filer til tryk

For at opnå det bedste resultat og undgå problemer ved digitaltryk hos Netgiraf ApS har vi udarbejdet denne guide til klargøring af filer. Guiden kan også kunne bruges hvis du vælger at få trykt andetsteds.

Fil format
Vi trykker fra PDF filer, der sikrer mindst mulig fejlmargin, idet skrifttyper og billeder er indeholt i én fil. Samtidig giver det designeren mulighed for at styre det endelige resultat i højere grad end ved levering af InDesign, Illustrator og Photoshop filer. Når PDF filer genereres anbefaler vi at bruge Netgirafs egen “job options” der kan hentes her: Netgiraf_Digitalprint.joboptions. Når du har downloadet filen skal du blot dobbeltklikke på den for at installere indstillingere i alle Adobes programmer.

Farver
Vores digitaltryk maskine arbejder med CMYK farver, derfor skal alle farver defineres i CMYK. Billeder fra digital kameraer og scannere er typisk i RGB farver, disse skal konverteres til CMYK i billedbehandlings software inden generering af PDF fil for korrekt farvegengivelse.

Download ICC Farvestyring til Windows

Download ICC Farvestyring til Mac OSX

Hvis opgaven bruger farver der skal matche Pantone paletten, skal disse også konverteres til CMYK inden generering af PDF fil. Dette gøres bedst ved hjælp af Pantone viften: Solid to process guide coated EURO. Bemærk: Alle digitaltryk farver er coatede.

Opløsning
Billeder og andet rasterbaseret grafik skal have en opløsning på min. 300 DPI i 1:1 for at opnå et godt resultat. Et billede fra et 5 megapixel kamera har 2560 × 1920 pixels, og kan derfor printes i en maximum bredde på 2560 / 300 ~ 8.5 tommer eller 21cm. Bemærk: Det hjælper ikke kunstigt at højne opløsningen af et billede i software.

Beskæring
For at opnå tryk til kant af arket er det vigtigt at lade evt. billeder, baggrundsfarve etc. flyde ud over kanten af arket, et begreb der på engelsk hedder bleed. Vi trykker på overstørrelse papir og skærer derefter arkene ud. I denne process er det vigtigt vi har min. 2mm bleed og skæremærker (crop marks).

Beskæring af print

Lav altid designet i skala 1:1 med en sideopsætning der svarer til slutformatet efter beskæring dette gælder også visitkort og flyers. Bleed og crop marks sættes på når PDF filen genereres. Hvis du benytter Netgirafs egen PDF “job options” gøres dette automatisk, du kan hente denne her: Netgiraf_Digitalprint.joboptions. Nedenstående er eksempler på hvordan beskæring og tryk til kant ser ud på skærmen.

Beskæring er den hyppigst forekomne fejl ved levering af filer til tryk!

Beskæring af print vist som "Preview" i InDesign
Beskæring
Eksempel på slutformat med tryk til kant, vist som “preview” i Adobe InDesign.

Beskæring af print vist som "Normal" i InDesign
Beskæring
Eksempel på tryk til kant, vist som “normal” i Adobe InDesign. Billede, baggrund og tekst er trukket ud over slutformatet. Den lilla kasse viser slutformatets kant.

Navngivning
For at lette dokument håndteringen beder vi vore kunder navngive filer til tryk efter følgende skabelon:

Firmanavn_Jobnavn_ØnsketLeveringsDato_Antal.pdf

ex. Netgiraf_Digitaltryk Brochure_30 Oktober 06_300stk.pdf

Tryk på begge sider
Ved tryk på begge sider, også kaldet duplex tryk, leveres én PDF med begge tryk. Side 1 trykkes på forsiden og side 2 trykkes på bagsiden. Husk også ved bestiling at angive om der skal farve på begge sider (4+4) eller ex. farve på forsiden og sort på bagsiden: (4+1).

Ved opgaver med flere end to sider trykkes skiftevis på for- og bagside af hvert ark. Hvis der skal være blanke sider, skal disse være indeholdt i dokumentet.

Elektronisk levering af filer
Vi modtager filer op til 5MB pr. email: info@netgiraf.dk, større filer kan uploades direkte til vores server ved at klikke her, eller leveret pr. CD / DVD med læsbar indikation af indhold.

Du kan også hente denne artikel som PDF fil: Klargøring af filer til tryk.pdf